Fortælling

Det er eftermiddag i Juniorklubben, kl. er 14.00 og børnene har sat sig til rette ved bordet i kreativ værkstedet. I kreativ deltager piger i alderen 9-13 år. Drenge kan også deltage, men netop i dag er der ingen drenge med. Emnet i dag er filt og min kollega Kristine går i gang med at sætte børnene ind i, hvordan vi skal arbejde med det.

Da børnene er kommet godt i gang rundt ved bordet, begynder snakken at gå. Som alle andre dage i kreativ bliver der også i dag både snakket om kæledyr, yndlingsfarver og livretter. Snakken falder efter et stykke tid på emnet hår, det fanger imidlertid alle pigernes interesse og de nærmest efter tur fortæller om deres yndlings frisure og yndlingshårfarve. En af pigerne fortæller de andre ved bordet, at hendes far er frisør og det fører videre til en snak om hvem, der kender nogle som er frisør. En anden af pigerne fortæller at hendes mor engang har prøvet at misfarve hendes hår, og pigen fortæller også at hun i hvert fald aldrig skal have farvet hår, tænk hvis det gik ligesom med hendes mor.

Ved siden af min kollega sidder en 10 årig pige, som godt nok har lyttet til samtalen ved bordet men ikke har deltaget aktivt i snakken. Hun sidder og kigger lidt rundt på de andre piger ved bordet, og da der næsten er helt stille ved bordet, udbryder hun "Jeg har lus". Nogle ved bordet fniser lidt, og andre kigger underligt over på pigen. Min kollega, som sider ved siden af pigen læner sig ind over pigen og kigger ned i hovedbunden, og udbryder "Gud, det har du jo også". Det får imidlertid nogle af pigerne ved bordet til at skrige op og styrte ind i lokalet ved siden af. Nogle bliver siddende ved bordet, de der bliver siddende udbryder sætninger som "Ad, hvor ulækkert", "Hvor er det klamt, det smitter" og "Føj, gå langt væk fra mig". Det får pigen med lusene til at bryde i gråd, min kollega tager om hende og spørger om hun vil med ud bag ved.

De går ud i køkkenet og min kollega fortæller pigen at lus sagtens kan fjernes igen og at der ikke er noget at være ked af. Hun fortæller hende også, at der er en regel om, at man ikke må komme i klub når man har lus, og opfordrer hende til at fortælle om lusene, til hendes mor, når hun kommer hjem. Pigens humør er helt ødelagt, og hun afviser ideen om at komme med ind i kreativ igen, hun siger at hun hellere vil hjem, min kollega forsøger igen at overtale hende til at gå med ind, og fortæller hende at hun vil tage en snak med de andre piger om lus. Men pigen har sat sig fast på, at hun vil hjem. Pigen går snøftende hjem fra klub.

Min kollega og jeg går tilbage til kreativværkstedet igen og fortæller de andre piger om lus, smittefare og behandlingsmetoder og opfordrer dem samtidig til at få tjekket deres eget hår, når de kommer hjem. En af pigerne konkluderer at det jo egentlig ikke er så slemt at have lus og at det jo kan ske for alle. Hun fortæller efterfølgende at hendes lillebror også engang har prøvet at have lus.

Midt i snakken ringer telefonen, det er moderen til den pige som er gået grædende hjem, hun vil bare lige høre, hvad der giver os ret til at udstille hendes barn, foran de andre børn, på den måde.

Efterfølgende har vi i institutionen arbejdet med situationen. Hvad blev gjort rigtigt, hvad blev gjort forkert og kan vi bruge konklusionen til i en lignende situation.