Anerkendelse i forhold til vores fiktive fortælling:
I henhold til fortællingen er det vigtigt at der under konfrontationen mellem Lise og Stefan bliver givet plads til, at de evt. selv kan løse situationen, før pædagogerne træder ind. Dette sker også i vores fiktive fortælling. Lise får lov at reagere på Stefans kys, og hun får lov til at fortælle, at hun ikke bryder sig om det. Stefan reagerer først irriteret, men det at der ikke er nogen som skrider ind, og Lise begynder at græde, gør at Stefan kan se at de ikke har været helt enige i situationen.
Muligvis kunne der godt have trådt en pædagog ind i situationen, og evt. spurgt til konflikten, og spurgt begge parter til hvordan de havde det, og om de havde en løsning til, hvordan de kunne blive gode venner igen.
Det er også utroligt vigtigt at Kamilla er lyttende og tilstedeværende da Lise konfronterer hende, og har brug for at snakke med en pædagog. Hun lytter også i fortællingen til hvad Lise har brug for at snakke om, og til hvordan hun har det i forholdet til Stefan.
Hvad vi ikke kan se ud af fortællingen er om Kamilla har fokus på mere end blot Lises fortælling om hendes problemer, men om hun også sætter sig ind i Lises situation, og lægger mærke til Lises metakommunikation. Hvordan er Lises ansigtsudtryk, når hun fortæller, er hendes øjne triste, bruger hun kroppen til at forklare; For at se hvor oprørt Lise egentlig er i den her situation.
Anerkendelse omkring seksualitet:
Det er vigtigt at være åben som pædagog, og lytte til hvad brugeren eller brugerne har brug for af hjælp i den givne situation. At finde ud af, om brugerne har brug for hjælp til samværstid, til spørgsmål omrking seksualitet eller andet. En pædagog kan evt. spørge ind til, hvis emnet bliver bragt på bane, om brugeren ved hvordan man beskytter sig rigtigt under sex. Om Brugeren ved hvor egne grænser går osv.
At give brugeren så meget hjælp som muligt, dog med brugerens egen hjælp og egen tanke på og omkring seksualitet
fredag den 6. marts 2009
onsdag den 4. marts 2009
Dilemmaer
Dilemma omkring seksualitet.
Pædagog:
Hvad skal pædagogen råde brugeren til? Hvad nu, hvis man ikke opdager brugerens råb om hjælp til at sætte grænser overfor en eventuel partner. Eller modsat hvad nu, hvis man får sat en grænse som forhindrer brugeren i at udleve sin seksualitet. En anden vinkel på det er dilemmaet omkring det at lytte til brugerens forældre, og prøve at påvirke brugeren til at efterleve de ønsker forældrene har. I vores tilfælde ville det være at lytte til Lises forældre og forsøge at afholde Lise fra at være alene med Stefan. Modsat ville pædagogen kunne påvirke Lise til at gå ”mod” sine forældre og støtte hende i at kunne tackle det at være alene med Stefan. Pædagogerne i vores fortælling vælger at hjælpe Lise til at opstille nogle regler for samværet med Stefan.
Klub:
Hvor meget ansvar kan klubben tage i forhold til at understøtte brugernes seksualitet. Skal klubben tillade kys, berøringer osv. i det åbne rum, eller skal der være regler om hvorvidt disse ting kun må foregå visse steder eller slet ikke i klubben. Skal man forsøge med forbud for ikke at overskride grænserne hos de brugere som ikke føler sig trykke ved et sådan miljø. Eller skal man tillade det for ikke at undertrykke de brugere som føler sig tilpasse ved denne adfærd og som har et behov for at udtrykke sin seksualitet.
Forældre:
Som forældre til en udviklingshæmmede står man i et dilemma mht. hvor meget man skal lade sit barn bestemme selv. Hvornår er den udviklingshæmmede i stand til at bestemme selv og hvornår er der brug for hjælp fra forældrene. Især seksualitet er svært for nogle forældre. På den ene side er det forældrenes lille barn, som de selvfølgelig vil beskytte overfor eventuelle ubehagelige oplevelser. På den anden side er det et voksent menneske, som har seksuelle behov. En mellemvej mellem de to synspunkter ville være at vejlede den udviklingshæmmede mht. eventuelle kærestesorger, prævention og det at tage et ansvar for sig selv.
Pædagog:
Hvad skal pædagogen råde brugeren til? Hvad nu, hvis man ikke opdager brugerens råb om hjælp til at sætte grænser overfor en eventuel partner. Eller modsat hvad nu, hvis man får sat en grænse som forhindrer brugeren i at udleve sin seksualitet. En anden vinkel på det er dilemmaet omkring det at lytte til brugerens forældre, og prøve at påvirke brugeren til at efterleve de ønsker forældrene har. I vores tilfælde ville det være at lytte til Lises forældre og forsøge at afholde Lise fra at være alene med Stefan. Modsat ville pædagogen kunne påvirke Lise til at gå ”mod” sine forældre og støtte hende i at kunne tackle det at være alene med Stefan. Pædagogerne i vores fortælling vælger at hjælpe Lise til at opstille nogle regler for samværet med Stefan.
Klub:
Hvor meget ansvar kan klubben tage i forhold til at understøtte brugernes seksualitet. Skal klubben tillade kys, berøringer osv. i det åbne rum, eller skal der være regler om hvorvidt disse ting kun må foregå visse steder eller slet ikke i klubben. Skal man forsøge med forbud for ikke at overskride grænserne hos de brugere som ikke føler sig trykke ved et sådan miljø. Eller skal man tillade det for ikke at undertrykke de brugere som føler sig tilpasse ved denne adfærd og som har et behov for at udtrykke sin seksualitet.
Forældre:
Som forældre til en udviklingshæmmede står man i et dilemma mht. hvor meget man skal lade sit barn bestemme selv. Hvornår er den udviklingshæmmede i stand til at bestemme selv og hvornår er der brug for hjælp fra forældrene. Især seksualitet er svært for nogle forældre. På den ene side er det forældrenes lille barn, som de selvfølgelig vil beskytte overfor eventuelle ubehagelige oplevelser. På den anden side er det et voksent menneske, som har seksuelle behov. En mellemvej mellem de to synspunkter ville være at vejlede den udviklingshæmmede mht. eventuelle kærestesorger, prævention og det at tage et ansvar for sig selv.
Skæld ud, teori
Skæld ud
De fleste undersøgelser viser at skæld ud foregår hver dag rundt om i danske institutioner, alligevel er det et emne, som ikke bliver talt ret meget om. Der er en vis tabuirisering om emnet, da det at skælde ud ikke er en positiv ting, og dermed ikke noget pædagogen er stolt over at indrømme at man anvender dagligt.
Der er ikke nogle overordnede regler for anvendelsen af skæld ud, det er forskelligt fra institution til institution hvordan man griber det an. Nogle er meget fokuserede i at nedbringe skæld ud’en og andre har ikke nogen speciel politik for området. Ligeledes er det forskelligt fra pædagog til pædagog, hvor det hos den ene er det ene der udløser skæld ud, og hos den anden pædagog er det noget andet. Pædagogerne reagerer ud fra egne normer.
Der skældes typisk ud over er regelbrud, uro, uorden eller fysisk og psykisk vold.
Et redskab til at nedbringe skæld ud i institutionerne kan være at ændre pædagogernes måde at agere overfor brugerne. Ofte taler de til brugerne og ikke med dem. Undersøgelsen viser at man ved at tale MED brugerne undgår at skulle skælde dem meget ud. De forstår pædagogen bedre, når de taler med dem og ikke til dem, og derved vil ”reglerne” ikke blive overtrådt så ofte.
Ofte bliver de verbale "overgreb" fra pædagogen misforstået af brugerne, de tror pædagogen mener de er dumme, selvom det egentlig er situationen der er dum. Det er hårdt for selvværdet at blive skældt ud. Hvis man hele tiden får af vide at man har gjort noget forkert, tror man til sidst at man ikke kan gøre noget rigtigt, og at man ikke er noget værd.
De fleste undersøgelser viser at skæld ud foregår hver dag rundt om i danske institutioner, alligevel er det et emne, som ikke bliver talt ret meget om. Der er en vis tabuirisering om emnet, da det at skælde ud ikke er en positiv ting, og dermed ikke noget pædagogen er stolt over at indrømme at man anvender dagligt.
Der er ikke nogle overordnede regler for anvendelsen af skæld ud, det er forskelligt fra institution til institution hvordan man griber det an. Nogle er meget fokuserede i at nedbringe skæld ud’en og andre har ikke nogen speciel politik for området. Ligeledes er det forskelligt fra pædagog til pædagog, hvor det hos den ene er det ene der udløser skæld ud, og hos den anden pædagog er det noget andet. Pædagogerne reagerer ud fra egne normer.
Der skældes typisk ud over er regelbrud, uro, uorden eller fysisk og psykisk vold.
Et redskab til at nedbringe skæld ud i institutionerne kan være at ændre pædagogernes måde at agere overfor brugerne. Ofte taler de til brugerne og ikke med dem. Undersøgelsen viser at man ved at tale MED brugerne undgår at skulle skælde dem meget ud. De forstår pædagogen bedre, når de taler med dem og ikke til dem, og derved vil ”reglerne” ikke blive overtrådt så ofte.
Ofte bliver de verbale "overgreb" fra pædagogen misforstået af brugerne, de tror pædagogen mener de er dumme, selvom det egentlig er situationen der er dum. Det er hårdt for selvværdet at blive skældt ud. Hvis man hele tiden får af vide at man har gjort noget forkert, tror man til sidst at man ikke kan gøre noget rigtigt, og at man ikke er noget værd.
Abonner på:
Opslag (Atom)