Anerkendelse - fortælling og seksualitet

Anerkendelse i forhold til vores fiktive fortælling:

I henhold til fortællingen er det vigtigt at der under konfrontationen mellem Lise og Stefan bliver givet plads til, at de evt. selv kan løse situationen, før pædagogerne træder ind. Dette sker også i vores fiktive fortælling. Lise får lov at reagere på Stefans kys, og hun får lov til at fortælle, at hun ikke bryder sig om det. Stefan reagerer først irriteret, men det at der ikke er nogen som skrider ind, og Lise begynder at græde, gør at Stefan kan se at de ikke har været helt enige i situationen.
Muligvis kunne der godt have trådt en pædagog ind i situationen, og evt. spurgt til konflikten, og spurgt begge parter til hvordan de havde det, og om de havde en løsning til, hvordan de kunne blive gode venner igen.

Det er også utroligt vigtigt at Kamilla er lyttende og tilstedeværende da Lise konfronterer hende, og har brug for at snakke med en pædagog. Hun lytter også i fortællingen til hvad Lise har brug for at snakke om, og til hvordan hun har det i forholdet til Stefan.
Hvad vi ikke kan se ud af fortællingen er om Kamilla har fokus på mere end blot Lises fortælling om hendes problemer, men om hun også sætter sig ind i Lises situation, og lægger mærke til Lises metakommunikation. Hvordan er Lises ansigtsudtryk, når hun fortæller, er hendes øjne triste, bruger hun kroppen til at forklare; For at se hvor oprørt Lise egentlig er i den her situation.


Anerkendelse omkring seksualitet:

Det er vigtigt at være åben som pædagog, og lytte til hvad brugeren eller brugerne har brug for af hjælp i den givne situation. At finde ud af, om brugerne har brug for hjælp til samværstid, til spørgsmål omrking seksualitet eller andet. En pædagog kan evt. spørge ind til, hvis emnet bliver bragt på bane, om brugeren ved hvordan man beskytter sig rigtigt under sex. Om Brugeren ved hvor egne grænser går osv.
At give brugeren så meget hjælp som muligt, dog med brugerens egen hjælp og egen tanke på og omkring seksualitet